Vores destilleri er specielt designet af Mosgaard Whisky og håndlavet af dygtige håndværkere i Portugal. Tusindvis af hammerslag er blevet slået for at ramme præcis den facon, vi har ønsket, så vi opnår den specifikke smagsprofil, der kendetegner vores produkter.

Under produktionsprocessen giver vi os god tid – både til mæskning for at få den rigtige smag ud af bygmalten, men også til gæringsprocessen, hvor vi undgår at stresse malten ved at bruge dobbelt så lang tid til gæringen, som typisk bruges på Skotske destillerier. Det indebærer færre uønskede smagsstoffer fra gærcellerne, som har ro til at udvikle sig og omdanne sukkerstofferne til alkohol i den rå bryg.

Efter brygningen destilleres der to gange – begge gange langsomt for at sikre den reneste ”new spirit” som slutprodukt. Et produkt, der allerede har smagen og renheden, der kendetegner vores færdige Whisky, og allerede her smager sødt af malt med noter af bl.a. fersken.
Destilleringsprocessen overvåges nøje for at ramme de helt rigtige punkter, at tage produktet fra, ikke for tidligt og ikke for sent. Der smages og lugtes hele vejen igennem, for ikke to destilleringer er ens, vejret og råbryggen spiller ind.

Efter destilleringen fyldes fadene med det nye bryg, og placeres i vores lagringsrum, der er bygget specielt til formålet med mulighed for at følge årstidernes positive indvirkning på indholdet af tønderne.
Det er vigtigt at have den rette luftfugtighed, den rene friske luft fra omgivelserne og indvirkningen fra Sundet, der ligger tæt på.
Træet ånder hen over året, og Whiskyen bevæger sig ind og ud gennem den inderste del af træet i fadene.
I en fascinerende proces trækker alkoholen smagsstoffer ud af træet og whiskyen får sin farve og sødme med noter af bl.a. karamel og vanilje helt afhængigt af det naturens gang.
Det kan lugtes og fornemmes, at en procentdel forsvinder fra fadene hvert år som ”Angels Share”, en uundgåelig og nødvendig proces for modningen, som også giver en fortættet og dejlig duft i lageret, der kan opleves, når man besøger tønderne.